Forsker fra Nationalmuseet i LA – 3. del

Livet som Getty Conservation Scholar – POPART kongres den 7. til 9. marts 2012, Paris

Skrevet af Yvonne Shashoua

I sidste uge vendte jeg tilbage til Europa for et kort besøg på BA og for at deltage i en kongres i Paris. Det var dejligt at få mulighed for at hilse på nogle kolleger under mandagens fælles morgenmad.

EU 7^th Framework forskningsprojektet Preservation Of Plastic ARTefacts in Museums (POPART) slutter den 31. marts efter 42 måneder og både projektdesign, alle resultater og bogen fra projektet på 300 sider bliver præsenteret under kongressen i Paris. Kongressen foregik på Galerie Colbert med plads til 200 i nærheden af Louvre Museet og var udsolgt. Alle 11 POPART partnerinstitutioner præsenterede deres bidrag til projektet under temaerne: analyse af plastgenstande, tilstandsrapportering af plastgenstande, måling af nedbrydning og aktiv konservering af plastgenstande.  Jeg præsenterede foredrag om udvikling og nedbrydning af Polly, en dukke der indeholdt 11 forskellige plasttyper i form af bl.a. polyester vandflaske, polyetylen pipetter og akryl tråd, designet af mig og lavet i omkring 30 eksemplar af Mette Humle og Vibeke Rask.

Alle partnere udstillede Polly i 18 måneder på kontorer eller værksteder for at undersøge, hvilker plasttyper der var mest sårbar overfor lys, varme og fugtighed.  FTIR og Fiber Optic Reflectance Spektroskopi (FORS) og kemi-luminescens viste, at polyuretan skum, nylon, polystyren og polyetylen blev nedbrudt hurtigst. Man kunne endvidere se ændring i farver af disse plasttyper med det blotte øje. Jeg holdt et foredrag om rensning af plast og decision diagrammer, der er blevet udviklet af Kathrine Segel ud fra undersøgelser af rensning af både modelprøver af PVC, Plexiglas, polystyren, polyetylen og cellulose acetat og ægte museumsgenstande lavet af de samme plasttyper. Kathrine og jeg fik mulighed for at rense Science Museum, Londons PVC crash test dummies efter de havde været udstillet på museet siden 1975. Andre foredrag fokuserede på termoanalyse, py-GC-MS, evolved gas analyse, nær infrarød spektroskopi og coatninger til polyuretan skum.

Sammen med tre franske og en italiensk konservator kørte jeg en praktisk workshop om rensning til to grupper med 20 deltagere i hver.  Deltagerne hørte lidt om teori af rensning af snavs og fik mulighed for at rense standard snavs fra forskellige plasttyper vha. forskellige klude, detergenter og solventer. Konklusionen var, at alle typer mikrofiberklude brugt til at påføre Orvus WA paste eller Dehyphon L45 skadede samtlige plasttyper mindre end tørre bomuld klude, vat eller svampe.      

Kongressen blev rundet af med paneldiskussion og evaluering af projektet af EUs ekspert rådgiver Jan Wouters. Konklusionen fra paneldiskussionen var, at fremtiden for bevaring af plastgenstande skal få konservatorer, museum inspektører og forskere til at samarbejde. Mange museumsinspektører respekterer ikke, at nedbrydning af plast kan ikke stoppes, men kun bremses.  Konservatorer kan have svært ved at forstå, hvorfor nogle kunstværker bliver købt af institutioner, når de er i dårlig stand. Forskere har god forståelse af plastmaterialers egenskaber, men ikke for betydningen af kunstværket, der skal tages i betragtning, inden man kan planlægge bevaringsstrategi.  Samarbejdet skal begynde allerede på konservatorskolerne.

Jan Wouters var glad for de store fremskridt, der blev nået under POPARTs aktive konserveringsmetoder.  Nationalmuseets indsats i forbindelse med både forskning i rensning af plast og rolle af Polly fik en særlig bemærkning.  Behov for POPART 2 blev også nævnt, men man måtte erkende, at EU sjældent giver penge til det samme tema to gang i træk.  Personlig synes jeg, at POPART har bidraget meget til aktive konserveringsteknikker af plast. Mange af de analytiske metoder, som blev undersøgt under projekt, vil imidlertid være utilgængelige for de fleste museer, og de vil derfor kun i begrænset omfang kunne finde praktisk anvendelse. Jeg synes også, at samarbejdet mellem universiteter, mindre firmaer og museer gavnede projektet pga. de forskellige udgangspunkter. Forskere fra universiteterne havde svært ved at forstå betydningen af nedbrydning af plast til kunsthistorikere, mens conservation scientists blev frustrerede over, at mindre firmaer gerne ville påføre coatninger til plast, lang tid inden det viste nedbrydningstegn.

Bogen om POPART projektet kommer snart på BAs Bibliotek.

Med varme hilsner

Yvonne