Rejsebreve fra Italien rundt – kapitel 8

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien rundt

I stenkonserveringskursets ottende uge er vi på rundrejse til en lang række spændende byer med unikke monumenter Der er derfor meget at fortælle, jeg må forsøge at fatte mig i korthed. Kort fortalt er det mere end 2800 kms rejse med besøg i seks byer på blot otte intense dage.

Søndag morgen kl. 7.45 er vi klar til afgang. Bagagen losses, humøret er i top og alle er spændte på den kommende uges oplevelser. Ved rattet i bussen sidder Roberto, vores rolige chauffør, der skal bringe os sikkert rundt ad såvel motorveje som kringlede småveje. Med os er selvfølgelig også kursuskoordinatoren Simon Warrack og Gettys udsendte medarbejder, Kecia Fong. Desuden også billedhuggeren Peter Rockwell, som dog efter et par dage vender tilbage til Rom, men i stedet kommer så David Odgers. Og til at tage sig af al det praktiske er der kursusassistenten Christina Briones og sekretæren Sonia Widmer, begge fra ICCROM.

Første mål på turen er Firenze, hvortil vi kommer ved frokosttid. Eftermiddagen er til fri disposition og jeg har, ligesom mange af de øvrige kursister på forhånd reserveret adgang til Uffizi Gallerierne. Ingen kø, bare hente fribilletten og så ind. Hvor svært kan det være! Når jeg tidligere har været i Firenze, har jeg hver gang lade mig skræmme af de timelange køer og valgt at gå andre steder hen. Men nu endelig for første gang – og forventningerne bliver til fulde indfriet: Botticelli, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Raphael, Titian, Rubens, Rembrandt, Carravaggio, ….. ja, man kan blive ved og plus selve bygningen med de finurligste loftsmalerier. Den samling og det hus er jo en sand guldgrube af overdådighed, og mon ikke jeg lige skal gense filmen ”Te med Mussolini”, når jeg i næste måned atter er hjemme. De engelske damer, der fornøjer sig med akvarelmaleri og tedrikning i de selvsamme lokaler.

Efter Uffizierne må jeg en tur op i klokketårnet. Udsigten til kirkens kuppel, byen og landskabet med dets bløde toskanske bakker er ligeså mageløs, som jeg huskede den fra sidst, jeg var i denne skønne by. Kirken må jeg selvfølgelig også tage i nærmere øjesyn igen med al dens finurlige udsmykning. På en eller anden måde er det svært at se sig mæt på denne kirke. Der er bare så mange fine detaljer. Og ditto for dåbskapelets vedkommende, selvom det selvfølgelig lige så meget er dørene, der tiltrækker sig opmærksomheden der.

Firenze er selvfølgelig ikke kun mål for en søndag eftermiddag til fri disposition. Der er naturligvis tilrettelagt et program for os. Mandagens program er et besøg på Opificio della Pietre Dure og et besøg på Museo delle Opere del Duomo. Førstnævnte rummer to dele, nemlig et museum og en konservatorskole. I Firenze har man igennem århundreder haft en tradition for stenindlægninger. Det ligner intarsiearbejde, men er tynde stenplader i alverdens farver, der saves til i form og lægges som et puslespil og lægges i eksempelvis en skifferplade med et passende udsavet hul. Kunsten er, at arbejdet udføres bagfra, og præcisionen skal være fuldstændig. I Firenze har eksempelvis Mediciernes kapel masser af denne slags udsmykningerne, men jeg husker da også et par lignende borde på Rosenborg Slot. Samlingerne i Opificio della Pietre Dures museum rummer mængder af sådanne genstande, men også en stor stensamling i alverdens farver plus værktøj til fremstilling af kunstværkerne. Men som så ofte med virkelig håndværk og kunst, så bliver det sublime på et tidspunkt i stedet dekadent. Dette skete også for værkstedet i Firenze, men inden den helt store nedtur var de så kvikke at tænke i restaureringsbaner. Værkstedet gik fra at være producerende til at være konserverende af den tidligere produktion. Så nedturen blev vendt til en optur. Og en konservatorskole blev skabt.

På skolen vedtager man også uddannelse af andre former for konservering, og vi blev vist rundt og fortalt om både mosaikker og skulpturkonservering. Og her er skulptur vel at mærke i sten, hovedsagligt i marmor.

På Museo delle Opere del Duomo så vi en mængde udsmykningsdetaljer fra kirken, som i årenes løb er blevet erstattet med genhugninger. Man har således reddet originale udsmykninger, som var under nedbrydning udendørs og bragt den indendøre. Museet rummede også andre former for genstande, alle med relation til kirken, men vores fokus var kun stenene. Ikke fordi vi er specielt nørdede, kun lidt måske!

Skammeligt nok er vi kun i Firenze i godt et døgn, idet turen går videre til Pisa. Sidst på eftermiddagen når vi frem, og selvom vi for nogle uger siden har haft en forelæsning om det skæve tårn, er det nu alligevel overraskende, at det er så skævt. Og nu er det jo endda oprettet lidt, men selvfølgelig ikke helt, for hvorfor skulle turisterne ellers valfarte til Pisa? Inden vi blev lukket op i tårnet får vi en meget fin introduktion til tårnet af den lokale konservator. Det har været et utroligt projekt. Man har igennem mange årtier fulgt skævheden, og den blev større og større. Med andre ord blev situationen mere og mere kritisk. En sammenstyrtning kunne blive en kendsgerning. Derfor besluttede man sig for at lukke tårnet for besøg og for at rette det lidt op, fra næsten 7º til 5º i forhold til lodret. Som sagt, så gjort, men hvordan? En betonklods blev støbt ved tårnets fod for at sikre, at tårn og fundament hang godt sammen. Opretningen skulle jo først og fremmest være af fundamentet, og det ville være skidt, hvis man fik vredet fundamentet uden, at tårnet fulgte med. På betonklodsen stablede man så enorme mængder af blyklodser. Og man slog en stålwirekonstruktion om tårnet og sikrede den til et fundament langt borte og påførte en anelse træk i tårnet. Dernæst skød man en masse rør ned under fundamentet, nærmest en hær af sugerør. Og så begyndte man stille og roligt at suge tonsvis af jord væk under tårnets ene side samt trække rørene bort efterfølgende, mens wirerne trak lidt og blyet trykkede nedefter. Ganske langsomt fik man rettet så meget op, at tårnets tyndepunkt er flyttet væk fra det kritiske. Man udfordrer ikke længere tyngdekraften. Men det var kun første fase. En konservering var også nødvendig, dels en afrensning af facaden, og dels en styrkelse af specielt de kapitæler og søjler, som har skullet modstå ekstra meget tryk igennem århundreder grundet skævheden plus en afrensning indvendig. Med andre ord har konservatorerne kortlagt skaderne, testet afrensningsmetoder, har sammen med ingeniører fundet frem til, hvor der skulle armeres og hvordan plus gennemført hele konserveringen. Også under hensyntagen til turistindtægterne! Mens denne sidste fase af arbejdet stod på, var der nemlig atter adgang til tårnet. Dette betød, at et mindre stillads til den indvendige afrensning blev opsat hver aften og nedtaget igen den efterfølgende morgen. De stakkels konservatorer måtte arbejde om natten, mens turisterne lagde euro’erne i kasseapparaterne om dagen!

Næste dag går turen videre til Carrara. Først til en herlig værktøjsbutik med stenhuggerværktøj. Det er svært ikke at lade sig friste til indkøb af større mængder spartler, mejsler, file, pensler og børster, men det lykkedes mig at være barsk og kun købe ganske lidt af det allermest fristende og uundværlige håndværktøj. Og så videre op ad bjerget. Marmorbruddene i Carrara ligger nemlig højt på bjergene, ja nærmest på toppene. Roberto snor behændigt bussen op ad de kringlede smalle veje og undgår de enorme lastbiler på vej ned med deres last af enorme marmorblokke. En kubikmeter marmor vejer 2.800-2.900 kg, så det er vægtmæssigt ikke i småtingsafdelingen, når man møder en af disse lastbiler lastet med to store blokke. Oppe i et af bruddene møder vi ejeren, og han fortæller om brydningsteknik, efterbearbejdning og oprydning. Skærver kan nemlig også sælges, pulveriseres og anvendes til alverdens formål. Men målet er selvfølgelig at bryde mest muligt i så store blokke som muligt.

 Ud over de mange åbne brud er der også de såkaldte gallerier. Det vil sige, at man også bryder sidelæns ind i bjerget uden nødvendigvis at fjerne bjerget ovenover. Derved opstår gallerierne.

Men ét galleri er ganske specielt. De åbne brud ligger spredt rundt i tre dale, og da togdrift blev opfundet, besluttede man sig for at lave en jernbane for at transportere marmorblokkene ned fra bjerget på denne måde. Men man måtte så etablere nogle tunneler mellem dalene. Da lastbiler sidenhen blev et alternativ til transporten med tog, ophørte togdriften selvsagt, men man opdagede så, at en af tunnelerne gik gennem marmor af meget høj kvalitet. Midtvej i tunnelen er der nu opstået endnu et gigantisk marmorbrud eller galleri. Og nu, hvor jeg er sluppet helskindet ud igen, kan jeg vel godt fortælle, at der over dette galleri er et åbent brud, hvor man også bryder på livet løs. I galleriet inde i bjerget ved man åbenbart, at man sagtens kan bryde 30 meter i længde, bredde og højde så længe, at man efterlader ”piller” på 20 x 20 meter.

Ligesom i Tivoli er der i Carrara endnu en facet af brydningen af sten, nemlig den efterfølgende bearbejdning. Derfor går turen atter ned ad bjerget, dog med et passende stop for frokost undervejs. Vi bænkes ved langborde og får den skønneste lokale menu; antipasta, grønsagsretter, omelet og meget andet plus en krydret skinke, der havde lagret i store marmortrug. Det smager bare godt. Og vel nede ad bjerget besøger vi en topmoderne fabrik til opskæring af marmor samt polering. Hele blokke opskæres samtidigt, og de kan opskære fire blokke om dagen. Det lyder måske ikke imponerende, i Tivoli kunne de også opskære fire travertinblokke om dagen pr. maskine, men marmor og granit er helt anderledes hårdt, så derfor er tempoet alligevel ganske imponerende. Og de nøjes ikke med at opskære blot deres egen lokale marmor, men opskærer også granit, kalksten samt andre marmortyper. Bjergarter fra alverdens lande. Ja, de importerer bjergarter til opskæring fra den halve jordklode, hvorefter det eksporteres igen. Det er da globalisering, når det kan svare sig at transportere en stenblok fra eksempelvis Brasilien, Indien eller Irak til Italien for at lade den opskære her, og derefter atter sende stenen, nu som bordplader, facadebeklædning eller lignende på endnu en langfart.

Og så går vi i kloster. Det kræver måske lige en forklaring. De følgende dage skulle vi tilbringe i og udenfor Parma, og man havde så fundet frem til at vi kunne overnatte i et nonnekloster udenfor Parma, nemlig Badia Benedettina Di Santa Maria della Neve ved Torrechiara. En ældre firlænget bygning med klostergård og en tilhørende have med en muret, åben pavillon. Fra denne er der udsigt til præstens vingård og en delvist indtørret flod. Til den anden side er udsigten over vidtstrakte kornmarker og en imponerende middelalderborg. Så der er ganske dejligt, langt ude på landet og langt væk fra Roms hektiske trafik og menneskemylder.

Næste morgen mødes vi i Parma med arkitekten Gionata Rizzi, som vi jo har haft adskillige forelæsninger med på ICCROM. Men her i Parma er han på hjemmebane og viser os dåbskapellet, kirken og klokketårnet. Med sig havde han også konservatorægteparret Sabine og Stefano Volta. De har konserveret på disse bygninger i årevis, både sten og freskoer, så der fortælles ivrigt om begge dele. I øjeblikket er målet for deres indsats klokketårnets øverste del. Og den indsats må vi se, så op på stilladset med os.

For et par år siden slog et lyn ned i tårnet, og der gik ild i tagkonstruktionen under det kobberbeklædte spidse tag. Brandfolkene kunne ikke stille meget op – de havde ikke stiger, der var lange nok! Så der stod klokketårnet og brændte længe som et andet stearinlys. Kobbertag og trækonstruktion gik selvfølgelig til, men herunder viste sig at gemme sig en teglkonstruktion opmuret af tegl med en rundet tunge. En del af disse tegl blev ødelagt ved branden, mens andre tegl kan reddes. Branden har visse steder været meget varm, så teglene er nærmest brændt igen, hvilket har betydet, at glasuren visse steder har forandret sig til et lustreagtigt udseende. Egentlig meget smukt. De ødelagte tegl må Sabine og Stefano selvfølgelig udskifte, mens de knap så ødelagte tegl udfyldes ved injektion af en tynd mørtel.

Eftermiddagen og hele den efterfølgende dag tilbringes på Sabina og Stefanos værksted, som ligger udenfor Parma. Og der skulle arbejdes praktisk. Revner skulle udfyldes, mangler skulle rekonstrueres, lagdelinger skulle forankres, begroninger skulle fjernes med afrensning ved sandblæsning med alverdens typer blæsemiddel, vandforstøvning, vandspray, børster og svampe samt JOS. Med andre ord typiske arbejdsmetoder for en stenkonservator, hvilke selvfølgelig ikke er banebrydende for os, som er konservatorer, men nok lærerige for andre på kurset, der har en baggrund som geolog eller arkitekt.

Efter endnu en nat i klosteret samler vi vores pakkenelliker og drager videre på vores færd til Venedig. Her bliver vi mødt af en lokal konservator, Paulo Pagnin. Han har gentagne gange arbejdet i en større kirke i hjertet af Venedig, nemlig Santa Maria du Frari. I denne kirke er adskillige og betydelige gravminder og epitafier, og Paulo har konserveret ganske mange af dem. I disse konserveringer har der ofte været ønske om afrensning, men igennem årtierne et meget varierende ønske om niveauet for afrensning. Det snakker vi en del om, etik og æstetik, da der ved årtiernes varierende ønsker er opstået nogle kontraster mellem ganske lidt afrensede overflader og ganske meget afrensede overflader, hvor der ydermere er retoucheret overalt, hvor guld manglede.

Vi besøgte også Santa Maria dei Miracoli, hvor der er meget konkrete problemer. Den ene langvæg i skibet står med fundamentet nærmest i en kanal, altså saltvand, mens den anden langvæg står på land. Dette giver en noget uens form for fugt samt opstigende salte. Derfor har man grebet til den meget konkrete løsning at skære væggen over lige over fundamentet og har skudt en plade af silikone ind for at hindre de opstigende salte. Dette er nu ikke ganske lykkedes, og der ses stadig en del saltproblemer på væggen langs kanalen. Men ellers imponerer kirken ved at være fuldstændig beklædt med marmor udvendigt som indvendigt.

Næste dag mødes vi atter med Paulo Pagnin og denne gang for at se hans nuværende opgave og tage denne i nærmere øjesyn. Og det er intet mindre end den nordlige 154 meter lange og 19 meter høje marmorbeklædte facade langs Markuspladsen. En fuldstændig ensartet facade, som naturligvis også skal fremstå fuldstændig ensartet. Dette har selvfølgelig medført enorme mængder af skadesregistrering, overvejelser om afrensning samt fremtidigt æstetisk udtryk. Beslutningen er, at facaden skal afrenses med biologiske pakninger samt en svag laserafrensning. Derved får de fjernet den sorte gipsskorpe, mens brun patina bevares. Nogle vil måske efterfølgende stille det spørgsmål, hvorvidt de overhovedet har afrenset facaden, da den langtfra bliver ren, altså hvidlig. Men meget gipsskorpe og smuds er absolut fjernet, fuger er repareret og smuldrende overflader er imprægneret, men der er altså stadig denne brune patina, som kan opfattes som et fremmed element på facaden.

Efter besøget på stilladset smutter jeg endnu engang i højden. Denne gang op i campanilen, hvortil man, i modsætning til Firenze, bringes i elevator. Og der oppe fra, i 100 meters højde er udsigten aldeles betagende; byen, Canal Grande og lagunen. Man forstår godt, at venezianerne bare måtte genopføre campanilen efter, at den i 1902 var styrtet sammen.

Med endnu et par timer til fri disposition var jeg i tvivl, hvorvidt jeg skulle se Galleria Accademia eller Palazzo Ducal. Jeg havde lyst til begge dele, men vidste også, at jeg måtte vælge. Tidligere på dagen havde jeg konstateret, at køen til Dogepaladset var skræmmende lang. Min beslutning bliver derfor at tjekke længden på køen til paladset, og da den er forsvundet som dug for solen, er det bare med at suse ind der. Og der er aldeles smukt, med albuerum og storladent. Bagsiden af medaljen befinder sig på den anden side af kanalen. Via Sukkenes bro kommer man til fængslet, og der er der til gengæld ikke meget albuerum eller noget storladent over cellerne. Trange rum med tykke jernbeslåede døre og hårde træsenge uden det mindste anstrøg af magelighed eller noget, der kan kaldes komfortabelt.

Sidst på eftermiddag tager vi en båd tilbage til bussernes P-plads for at møde Roberto, der dernæst bringer os sikkert fra Venedig til Ravenna, hvortil vi ankommer sent om aftenen.

Ravenna er ikke uden grund på UNESCOs verdensarvsliste grundet sine kirker med mosaikudsmykninger. Så vi snupper lige fire kirker på stribe samt et par kapeller: Basilica di Santa Vitale, Mausoleo di Galla Placidia, Battistero degli Ortodossi, Basilika di Santa Apollinare Nuuvo og Basilika di Santa Apollinare in Classe. Og disse glasmosaikker er helt utrolige: farverige, mængder af detaljer, dækkende store, store arealer og meget velbevarede.

Sent søndag aften er vi atter tilbage i Rom, trætte og mætte af indtryk efter mere end 2.800 km’s kørsel igennem det norditalienske. Aldeles suveræn og dejlig nørdet tur.