Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
På stenkonserveringskurset, der afholdes af ICCROM, afrundes temaet nedbrydningsmekanismer i denne uge, og et nyt tema, konkrete løsninger, påbegyndes. Således har vi nemlig endnu en undervisningsdag om mikrobiologisk nedbrydning, hvor det er Ornella Salvadori fra Venedig, der forelæser. I massivt regnvejr, hvilket vi godt kan være foruden, afsluttes dagen på den kristne kirkegård, hvor vi gennemgår begroningen på de seks gravminder, som vi sidenhen skal konservere. På det russiske gravkors finder vi, hvilket ingenlunde er overraskende, da der er en del skyggefulde cypresser på kirkegården, både bakterier, alger og svampe, og alle disse væmmelige begroninger bliver intenst studeret og mikrofotograferet.
Til at forlæse om de konkrete løsninger har vi på skift igen arkitekten Gionata Rizzi fra Parma, den engelske kemiker og konservator David Odgers og hans landsmand ingeniør Ian Hume, der for os kursister er ny som forelæser. Vi kommer omkring emner som eksempelvis vindpres på bygninger, armeringsjern, udskiftninger af fuger, kulfiberarmering, reparation af manglende detaljer og klimaafskærmning.
Torsdag formiddag besøger vi desuden Vatikanmuseets stenkonserveringsværksted. Det er rigtig lærerigt og spændende – de er seks stenkonservatorer og en stukkatør i et meget funktionelt værksted med stor flytbar kran i loftet. På værkstedet har de ansvaret for museets genstande af sten, hvilket rundt regnet er 20.000 styk. I øjeblikket er de eksempelvis i færd med at konservere en sarkofag, som manglede nogle partier. Disse mangler har de udfyldt med honeycomb-plader, hvorpå de har limet Leca-nødder og herpå er den indfarvede mørtel så påført. Alt sammen for at gøre konstruktionen let.
Desuden tager værkstedet del i vedligeholdelsen af statens bygninger, dog ikke selve Peterskirken, men til gengæld kolonnaden, som i øjeblikket er ved at blive afrenset. Og derfor er vi en tur på stilladset. Spændende både at se Peterspladsen fra den synsvinkel og spændende også komme op og se, hvor store skulpturerne, der er hugget i travertin, reelt er. Forud for afrensningen har man haft rigtig mange diskussioner om niveau for afrensning, etiske overvejelser om det endelige udtryk efter restaureringen samt tests for at nå frem til dette niveau. Spørgsmålet har været, hvor ren skal rent være, når det historiske udtryk ikke må sættes over styr. Og samtidig må beslutningerne alligevel modereres grundet variation; i travertinen, lagenes retning, tidligere behandlinger, tilsmudsningen med mere. Desuden har man besluttet sig for at give skulpturerne en form for overfladebehandling, hvor der kreeres en kunstig patina svarende til den naturlige patina.
Efter en intens uge med intens undervisning er det atter Rom på egen hånd. Så lørdag morgen drager jeg af sted til Santa Costanza, en rundkirke lidt i stil med Santo Stefano Rotondo, som jeg tidligere har besøgt. Og sørme, en gang mere render jeg ind i et bryllup. Denne gang er det Giorgia og Tiziano, der giver hinanden deres ja eller rettere giver hinanden deres si:
“Io, Tiziano, accolgo te, Giorgia, come mia sposa. Con la grazia di Christo. Prometto di esserti fedele sempre, nella gioia e nel dolore, nella salute a nella malattia, e di amarti e onorarti, tutti i giorni della mia vita.”
Men nu er det jo egentlig ikke brylluppet jeg kommer for at se, men derimod selve kirken. Dens kuppel bæres af 12 granitsøjlepar, og rundt om koret er en tøndehvælvet rundgang. Hvælvet er udsmykket med de fineste mosaikker, som viser druehøst, frugter, blomster, dyr og fugle. En meget fin kirke med et smukt lys ind gennem vinduerne under kuplen. Men sarkofagen for den mere eller mindre fromme Constantia – ifølge min guidebog var hun noget af en pulverheks – er nu blot en skrammet og ikke specielt vellykket kopi. Originalen har i flere hundred år stået på Vatikanmuseet og er altså blandt de ca. 20.000 museumsgenstande, som har konservatorernes bevågenhed der. Så den er i gode hænder.
Efterfølgende går min tur til Palazzo Venezia, dels for at se særudstillingen om Caravaggios maleteknik og dels for at se selve paladset og de permanente udstillinger i rummene der. Caravaggios maleteknik har man kendskab til via flere kilder, bl.a. en liste fra en beslaglæggelse af hans egendele. Caravaggio blev arresteret flere gange. Den gode maler var vist noget af en ballademager og endte da også med at blive morder. Nå, men på listen fra beslaglæggelsen kan man læse, at der var forskellige spejle, linser og optiske mekanismer imellem, og man gætter så på, at disse har været med til at skabe det lys, som er så unikt på hans malerier. I udstillingen har man opstillet spejle, linser osv. omkring voksfigurer af Caravaggios personer og dermed skabt en 3D-illusion af motiverne samt opstillet staffelier med tomme lærreder. Altså skabt en optakt til flere malerier lige, inden de blev påbegyndt. Det virker meget illustrativt, men mine kundskaber udi det italienske sprog rækker desværre ingenlunde til, at jeg kan få det fulde udbytte ud af udstillingen, surt nok, men jeg tror, at jeg fatter hovedtrækkene i udstillingens idé.
Selve Palazzo Venezia er et stort palads og med to gårdhaver. Det var i sin tid et hovedkvarter for fascisterne, hvor Mussolini flere gange holdt taler til al folket fra balkonen midt på bygningen. Men i dag er det som sagt museum med store samlinger af malerier, bronzegenstande, keramik og bedst af alt, synes jeg i hvert fald, en herlig balustrade med antikke marmorskulpturer, sarkofager, kapitæler, fragmenter og søjlestumper.
Men kulturel føde er jo trods alt ikke nok, der må jo også andet til, så derfor smutter jeg over på det store Vittorio Emmanuele-monument, hvor jeg lige får set vagtskiftet, så bagom monumentet, forbi elevatoren til monumentets top og til terrassen bag. Her gemt bagved ligger en cafe, ikke den billigste men dog til at betale og med den allerskønneste udsigt over Forum Romanum. Det er lige til at klare at spise en skål salat, drikke en forfriskende juice og lade blikket glide hen over ruiner, tempelrester og søjler efter det, som engang var centrum i gigantisk imperium i hundredvis af år.
Og så går turen ellers retur med sporvognen til residensen for at pakke og gøre mig klar til den kommende uge; en studietur og rundrejse til Firenze, Pisa, Carrara, Parma, Venedig og Ravenna.
Abbonér på feed
