Fantastisk nyt hus til Sigurd Swanes malerier fra Gl. Hjortespring Skole

Dette indlæg er en opfølgning på et tidligere indlæg, om Sigurd Swanes fantastiske malerier fra (den nu nedrevne ) Gl. Hjortespring Skole i Herlev.

Kort resume: I foråret 2015 blev Nationalmuseet bedt om at nedtage nogle malerier fra en skole i Herlev, der skulle rives ned. Malerierne blev malet af Sigurd Swane i 1929 og er malet med oliemaling direkte oven på et oliegrundet pudslag. Dette var en omstændig proces, som man kan læse mere om i dette indlæg http://aktuelbevaring.natmus.dk/swanes-malerier-paa-gl-hjortespring-skole-bankes-ned.html Gartneriet

Billedet viser Gartneriet som var del af en billedeserie af forskellige værksteder i Hjortespringsområdet i 1920’erne og 30’erne. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

I efteråret 2016 modtog Nationalmuseets konservatorer så den fantastiske nyhed om, at Herlev Kommune ville bygge et helt nyt hus til Sigurds Swanes malerier. Konservatorerne jublede – dette var i sandhed en fantastisk nyhed 🙂

Konserveringsprocessen blev påbegyndt i januar 2017 med et team på 2-4 konservatorer. Første del af arbejdet bestod i at rense bagsiderne for grovpuds, så der kun var finpusdlaget tilbage. Dette blev udført med afdækningshamre og sandpapir korn 40, og da rensningen var færdig, så man kun bagsiden af det fine hvide pudslag.

Rensning af bagsider

Bagsiderne renses af for grovpuds (gråbrunt lag) så det kun er finpudslaget tilbage (hvidt lag). Foto: Nationalmuseet, Leonie van Dalen.

Spartling af mindre huller

Herefter blev bagsiderne grundet med Hydrogrund (Lascaux tyndet 1:4), som er et akryl-imprægneringsmiddel lavet til brug indenfor konservering. Småhuler og mindre revner blev kittet med en letfiller (Danalim 628). Foto: Nationalmuseet, Leonie van Dalen.

Næste trin var at sætte et støtte- og håndteringslag på maleriernes bagside. Til dette blev valgt en tynd polyester-chiffon, som blev fastsat med en tyndet letfiller (letfiller + Hydrogrund 1:4). Processen vises herunder.

Spartling og chiffon

 

 

Chiffonen trykkes ned i letfilleren, så vi var sikre på, at det blev siddende, når det var tørt. På den måde kunne vi efterfølgende håndtere malerierne i chiffonen uden at komme til at brække pudslaget i stykker. Fire foregående foto: Nationalmuseet, Leonie van Dalen.

Nu var tiden kommet til at fjerne den tykke forsidesikring, som vi havde limet på i forbindelse med nedtagningen af malerierne på den nu forhenværende Gl. Hjortespring Skole. Forsidesikringen bestod af 9 lag, som skiftevis var lim, japanpapir og yderst en polyesterlærred. Det var et meget nervepirrende øjeblik, da alle lagene blev fjernet, da vi jo faktisk talt havde slået på malerierne med en ganske almindelig hammer iført en tynd nitril gummihandske.

Forsidesikring fjernes

 

 

 

Maleriet blev lagt med forsiden opad, og der blev puttet rigelige mængder opløsningsmiddel på polyesterlærredet (forsidesikringens yderste lag). Efter et øjeblik kunne man trække polyesterlærredet af, så der nu “kun ” var x antal lim og japanpapir lag tilbage på maleriets forside. Fire foregående foto: Nationalmuseet, Camilla Ipsen.

Forsidesikring fjernes

 

 

 

Herefter blev der lagt et dobbeltlag kraftigt håndklædepapir på forsiden, som igen blev gennemvædet med opløsningsmiddel. Øverst blev der lagt en tynd plastfolie (Melinex) for at mindske opløsningsmidlets fordampning.

Efter 1 time kunne man let løfte forsidesikringen af, så man fik samtlige lag lim og japanpapir af på en gang. Og sikke et vidunderligt syn der mødte os 🙂 Malerienes forsider var næsten intakte, der var kun ganske få mærker fra de hamre, vi havde brugt til nedtagningen. Nu var sandhedens time kommet, og vi kunne konstatere, at det bestemt var en meget vellykket nedtagning, vi havde fortaget for 2 år siden 🙂 Fire foregående foto: Nationalmuseet, Camilla Ipsen.

Fortsættelse følger… 🙂

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Interiør, Maleri, Sigurd Swane og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *